Pages Navigation Menu

Skarø – en fredfyldt oase

Skarø-svaneunger

Gæster, der første gang besøger Skarø, bemærker som det første stilheden. Ikke mange af civilisationens velkendte lyde spolerer freden og idyllen. Uanset hvor på øen du befinder dig, kan du høre strandengenes småfugle, hvis dæmpede pludren blander sig med mågeskrig og lyde fra vildtet på markerne.

I de stille morgentimer er det fasaner og agerhøns, der hilser den nye dag velkommen. Og om aftenen er det den meget store bestand af solsorte, der lægger dagen i seng – mens de kvitterer for vinteres mad fra vintertomme fritidsejendommes frugthaver. I foråret, når hylden blomstrer og når rugen drær, er Skarø en fredfyldt oase, der trods sin lidenhed har masser af plads til turister.

Den store verdens trang til at regulere og skabe såkaldt ordnede forhold har endnu ikke spoleret de naturstier, dyr og mennesker har skabt i århundreder. Du kan stadig trampe rundt strandlangs på stier og småveje, der ikke er asfalteret eller belagt med stabilgrus af hensyn til sarte turister. Og du kan falde indenfor i den lille wildwest-agtige kirke fra 1902 og lade tanken gå på langfart.

I Øhavssamlingerne og FultonMuseet kan du få historien om den spektakulære indvielse i 1902, hvor storm gjorde det umuligt at anløbe Skarø ved det sædvanlige landingssted mod nord. Da biskoppen skulle i land ved sydkysten, blev den gejstlige person bragt i land på skuldrene af øens stærkeste gårdmand – men vinden legede tagfat med biskoppens hovedbeklædning, der forsvandt over havt mod Drejø.

Historien blev for mange år siden fortalt mig af nu afdøde gårdejer Aksel Møller, der her får en god palaver med daværende sognepræst Hanne Thordsen. Det var ved et bryllup i 2011, hvor det tidligere købmandspar blev viet. Øens traditioner blev fulgt til punkt og prikke med musik i spidsen for det store følge, der vandrede fra bymidten og tilbage til festen ved Café Sommersild, ledsaget af lystige toner fra harmonika og fløjte.

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *